De Wille Drenge

K A P I T E L 1

 

København januar 2001

Mit kære kloge barnebarn Sigurd, du ønsker at vide alt om tidsrejserne, om guldet, om superstrengene i verdensrummet, om den peruvianske forbandelse og om de der døde under grusomme omstændigheder. Det med superstrengene tror jeg ikke jeg kan hjælpe dig med, det ved du vist selv meget mere om. Men vi kunne indgå den aftale, at jeg fortæller dig om hvordan det hele begyndte og så fortæller du mig bagefter om superstrengene og verdensrummet… er det i orden?... Godt så vil jeg forsøge at fortælle dig det jeg ved, selvom der vil være ting som du vil have svært ved at forstå. Voksne ting så at sige… hm, du ved kærlighed, økonomi og ubetalte regninger…

 

 Ja, jeg ved godt at du snart er tolv år gammel, men jeg er din farfar og en gammel mand på otteogfyrre og der ER altså ting som kan være svære at forstå for et barn på din alder… eller ting man ikke bør høre om… nå, det må vi tage en anden gang. Du må acceptere, at der er ting jeg ikke vil tale om…

 

 Det mærkelige ved al det her er, at vi to først har mødt hinanden nu. Jeg er din farfar, som forsvandt da din far, min søn Lorens, var på din alder, altså omkring tolv år. Det er jo derfor du vil vide hvorfor jeg forsvandt og hvad det var der skete dengang. For du siger, at din far aldrig har fortalt dig om mig.

 

 Nu har vi så mødt hinanden og sidder her i 2001, men historien om tidsrejserne, guldet og den Peruvianske forbandelse er en gammel historie, som startede for over halvtreds år siden. For mig begyndte den i 1964. Det var det år din far, Lorens, blev født. Jeg hed Gunvald dengang. Jeg kalder mig Antonius nu, men det kom først senere da jeg var nødt til at skjule mig. Jeg ændrede mit navn og forsvandt.

 

 

Læs lidt om personerne omkring De Wille Drenge